Forside Julehistorie Kalender Julemanden Rudolf Nisse Pok Konkurrencer

Julehistorie

Christian KronmanDenne dejlige julehistorie "Jul i Lean Nielsensgade" er skrevet af forfatteren og digteren Christian Kronman. Historien er inspireret af hans bog "Regnvejrshuset" (Alma 1993), som er en versefortælling for børn med illustrationer af Ib Spang Olsen.

"Jul i Lean Nielsensgade" præsenteres i 3 afsnit:

 

Jul i Lean Nielsensgade - En net-føjleton i tre afsnit
Af Christian Kronman

Første afsnit

Midt inde i den store by, i Lean Nielsensgade 20, ligger der en ejendommelig ejendom. Den ligner ganske vist alle de andre ejendomme i Lean Nielsensgade. Det ejendommelige har ikke noget at gøre med, hvordan ejendommen ser ud (den ser meget gammel ud), men med de mennesker, der bor i den. De er nemlig alle sammen så glade for hinanden, og for at de tilfældigvis er kommet til at bo sammen. Når det for eksempel bliver jul, rykker de ikke ind bag deres lukkede døre og skutter sig rundt om deres egen julemiddag, deres eget juletræ, deres egne gaver, hvor vi ellers skulle åbne vores døre for såvel venner som fremmede. Det er lige præcist det, beboerne i Lean i Nielsensgade 20 gør: De rykker alle sammen ud på alle afsatserne i opgangen, hver med deres flæskesteg eller andesteg eller kalkun og vin og sodavand og øl og juletræ og gaver og julelys og sjove julehistorier. Og så løber de op og ned ad trapperne og smager på hinandens mad og beundrer hinandens gaver. Og kommer der en ensom vandringsmand forbi, er han også velkommen på trapperne. Og det er der efterhånden mange ensomme vandringsmænd, der gør, for sådan noget rygtes jo. Ejendommen i Lean Nielsensgade 20 er lige så stille gået hen og blevet byens uofficielle julefolkekøkken. Alle er velkomne. Og alle kommer.

Undtagen én. Og det er hr. Glad. Hr. Glad er ikke spor glad for juleaften. Han sidder inde bag sin lukkede dør og læser i sin yndlingsbog. Og det er tegnebogen. Hr. Glad bor i stuen. Det er ham, der ejer ejendommen.

Men så en juleaften for tre år siden havde stukatørens kone, fru Stuk, smagt så meget på al den gode vin og øl og gule sodavand og snaps, at hun helt glemte at få smagt på frøken Kvists ganske særligt dejlige flæskesvær, og nu orkede hun ikke at løbe helt op på kvisten.

- Kast lige flæskestegen ned, frøken Kvist, råbte hun. - Jeg skal nok gribe den.

Så kastede frøken Kvist flæskestegen ned til fru Stuk. Men hun greb den selvfølgelig ikke. Hun fik den lige i hovedet. Og det lo alle meget af resten af året og langt ind i det nye. Men samtidig blev det vedtaget, at man fremover skulle lade være med at kaste med maden juleaften. Den beslutning gik desværre lidt ud over stemningen, for det var nu så festligt med ænderne og kalkunerne, der tog sig en allersidste flyvetur mellem etagerne.

 

Andet afsnit

Det var ikke kun om julen, at beboerne i Lean Nielsensgade 20 havde det så sjovt sammen. Det var hele året. Og de havde det ikke kun sjovt med det sjove. De havde det også sjovt, når de skulle løse et problem sammen. Som for eksempel dengang der kom hul i taget, og det regnede ind hos frøken Kvist. Det var rigtig synd for hende, for selvom hun stillede en spand under hullet, regnede det så meget at det alligevel gik ud over hendes fine gulv, som hun var så stolt af. For som der står (i "Regnvejrshuset", som du sikkert kan låne på biblioteket):

På kvisten bode frøken Kvist
hvis gulv var hendes ære
det sås på bonevoks og tvist
og mest på hendes knæer.

Frøken Kvist bad selvfølgelig ejeren, hr. Glad, om at få lavet taget. Men hr. Glad var bare ligeglad. Hvad kom det ham ved, at det regnede ind hos frøken Kvist på kvisten? Han boede jo selv helt nede i stuen. Og dér regnede det ikke ind. Det kunne da aldrig blive hans problem.

Så var det, at alle de andre beboere begyndte at stikke hovederne sammen. Og så fandt de på noget rigtig sjovt, der måske ville få hr. Glad på andre tanker. De ventede simpelthen til det blev et kæmpe regnvejr! Og så mødte de alle sammen op hos frøken Kvist og stod og så på, at det øsregnede ned på hendes fine gulv. Og hun satte for en gangs skyld ikke nogen spand under! Til sidst regnede det igennem gulvet og ned til digter Toft. Så løb de alle sammen nedenunder til ham og stod og så på, at det regnede ned på hans gulv, indtil regnen også regnede igennem det. Så løb de alle sammen nedenunder til stukkatøren, som hed Stuk (det var ham, hvis kone fik flæskestegen i hovedet). Stuk havde det fineste loft i hele ejendommen, han havde selv lavet det. Alligevel stod han bare dér sammen med fru Stuk og alle de andre fra ejendommen (undtagen hr. Glad) og godtede sig, da det regnede ned gennem han fine, nypudsede loft. For de havde jo lagt en plan til fællesskabets bedste, og så måtte man ?ofre lidt af sit eget?, som han sagde, for at den kunne lykkes. Men da det regnede ned til Emil, som boede lige under hr. og fru Stuk, ødelagde regnen ikke noget. Han havde nemlig bygget et bjerglandskab til sin modeljernbane, som fyldte hele stuen. Og lige dér, hvor regnen faldt, var der tilfældigvis en skovsø i forvejen. Teatermaler Trylleskaft boede på første sal. Han havde lige malet et stort, flot billede på gulvet i sin stue. Det forestllede hans spanske veninde. Og det billede blev desværre også ødelagt, da regnen regnede igennem ned til ham og Rosita, som veninden hed. Men så var målet for alle beboernes plan også nået. For pludselig begyndte det at regne ned på hr. Glad, som sad lunt og godt nede i stuen og læste i alle sine pengesedler:

 

Tredje afsnit

- Hør, hvad er det, råbte hr. Glad og sprang op af lænestolen. - Jeg synes det regner ned i min yndlingsbog! Hvordan kan det gå til?

På den måde fik hr. Glad sig en lærestreg, der havde vasket sig! Og siden har han faktisk været fuldkommen forandret - til det bedre. Hullet i taget blev repareret, og da julen nærmede sig, skete der noget meget mærkeligt: Der kom nogen håndværkere med en kæmpe høj stige og satte en trisse fast øverst oppe i loftet i opgangen. Så gik de igen. Men stigen lod de stå.

Og det blev den 5. december. Og det blev den 10. december. Og den 12. Og den 20. Til sidst blev det den 24. december! Alle beboerne rykkede som sædvanlig ud på afsatserne i opgangen, hver med deres flæskesteg eller andesteg eller kalkun og vin og sodavand og øl og juletræ og gaver og julelys og sjove historier. I begyndelsen undrede de sig selvfølgelig lidt over, hvad den høje stige og trissen i loftet skulle gøre godt for, men da først festen var kommet godt i gang, glemte de alt om det.

Da nu festen var på sit allerhøjeste, det var lige før man skulle til at pakke gaver ud på alle etager, blev der pludselig bomstille hele vejen op. Alle kunne mærke, at der var sket noget. Men hvad det ?noget? var, vidste de ikke lige med det samme. Og så vidste de det med ét alle sammen: Døren til lejligheden i stuen var gået op! Hr. Glad kom ud. Han havde et langt reb i den ene hånd.

- Kære venner, råbte han. - Må jeg godt være med ved jeres julefest?
- Jaaah! råbte de alle sammen. - Selvfølgelig må De være med, hr. Glad!
Kom herop og smag min andesteg!
- Jo, tak, sagde hr. Glad. - Men allerførst ville jeg gerne lige have lov at fikse denne lille anordning, så det ikke længere bliver nødvendigt at smide med maden.

Så kravlede han hele vejen op ad stigen og førte den ene ende af tovet igennem trissen. I den anden ende af tovet var der en lille krog. Nu fik hr. Glad digter Toft og Stuk til at hjælpe sig med at fjerne stigen. Derefter gik han ind til sig selv og hentede den ene dejlige kurv efter den anden med mad og sodavand og vin. En efter en hægtede han dem på krogen for enden af tovet og hejsede dem op forbi afsatserne, så alle bare kunne tage, hvad de havde lyst til. Bagefter kom der to store kurve med gaver til alle børnene.

Og så blev der skålet, og spist og danset om juletræer og pakket gaver ud, og hr. Glad var med både oppe og nede. For som der står (i "Regnvejrshuset", som du sikkert kan låne på biblioteket):

Det var hr. Glad som ikke gad
bekymre sig for næsten.
Nu får han sig et regnvejrsbad
og regner sig til resten.

Det var lige præcist dét, hr. Glad heldigvis havde gjort, siden den dag da det regnede fra et hul i taget hele vejen ned gennem den ejendommelige ejendom og ind i stuen i Lean Nielsensgade 20.

 

    Med alle ønsker om en glædelig jul!
    Kærlig hilsen fra
    Christian Kronman